Hjertets 4 klapper virker som envejs-ventiler, der tillader blodet at løbe frem, men forhindrer blodet i at løbe tilbage. Hvis blodet i stedet for at løbe fremad presses bagud, må hjertet arbejde ekstra for at kompensere for tilbageløbet. Denne belastning kan hjertet i et vis omfang acceptere, men med tiden vil hjertet beskadiges. Hvis overbelastningen fjernes gennem en eller anden form for behandling, kan hjertet i de fleste tilfælde ”komme sig”, men hvis overbelastningen ikke fjernes, vil hjertet tage permanent skade, hvilket på sigt kan blive livstruende.

Klappen mellem hjertets højre hjerte/pumpekammer og lungepulsåren er ved mange medfødte hjertesygdomme abnorm, hyppigst forsnævret. Denne forsnævring må ved mange medfødte hjertesygdomme enten reduceres eller helt fjernes. Dette sker hyppigst ved en operation, i nogle tilfælde ved en ballonudvidelse. Tit er dette imidlertid ikke nok, og kirurgen må helt ofre klappens lukkefunktion for at komme af med forsnævringen. Dette fører naturligvis til et fuldstændigt tab af lukkefunktionen. Rent praktisk betyder det, at næsten halvdelen af det blod, hjertekammeret pumper ud ved hvert hjertesalg, ryger bagud. For at kompensere for dette ineffektive arbejde, må kammeret i praksis arbejde næsten dobbelt. Når man herudover betænker, at et normalt hjerte hos børn slår op imod en million gange om ugen, er det klart, at dette ”overarbejde” må slide på hjertekammeret.

Tidligere troede man, at det højre hjerte/pumpekammer sagtens kunne klare ekstraarbejdet livet ud, men tiden har desværre vist, at dette langt fra er tilfældet. Faktisk bliver kammeret større (”stort hjerte”) og større, som muskelcellerne slides. Med tiden opstår tiltagende uregelmæssigheder i hjerterytme, hvoraf nogle kan være farlige. Når kammeret udvides, bliver klappen (ventilen), som leder blodet fra forkammeret ned i det belastede hjertekammer, også utæt, hvorved belastningen yderligere forværres. Med tiden svigter kammeret helt.

Selvom medicinsk behandling i en periode kan afhjælpe overbelastningen, er den eneste rationale behandling etablering af en normal klapfunktion. Det kan som oftest kun gøres kirurgisk. Der er 3 kirurgiske muligheder:

  1. Indsættelse af en såkaldt homograft, dvs. at indoperere en hjerteklap udtaget fra en afdød person eller fra et hjerte, som udskiftes i forbindelse med en transplantation. I begge tilfælde bruges enten hovedpulsåre – eller lungepulsåreklappen med et tilhørende stykke af den pågældende blodåre.
  2. Indsættelse af en såkaldt Contegra graft, dvs. en veneklap med tilhørende stykke vene fra halsen på en kalv (som har store vener med gode klapper)
  3. Indsættelse af en såkaldt biologisk klap, dvs. en kunstigt fremstillet hjerteklap, hvor selve fligene på klappen er lavet af væv fra en gris eller en kalv.

Forskellige størrelser

Alle tre typer af klapper findes i forskellige størrelser, så det altid er muligt at finde en, der passer til patienten. Homografter afstødes ikke, og kræver ikke afstødningsmedicin, men der kan dog dannes antistoffer, som gør, at den næste homograft, der sættes i, ikke holder helt så længe som den første.

Generelt holder klappen længere hos voksne end børn og omkring 20 år.