Hvad er blodsygdom?

Blodet består af:

  • Røde blodlegemer, der transporterer ilt rundt i kroppen
  • Hvide blodlegemer, der bekæmper infektioner
  • Blodplader, der er med til at stoppe blødninger

Alle blodets celler produceres i knoglemarven, inden de sendes rundt i kroppen.

Ved en blodsygdom er produktionen af en eller flere celletyper påvirket. Det kan give blodmangel, blødningstendens eller øget infektionstendens.

I blodet findes også koagulationsfakatorer, som hjælper med at stoppe blødning. Mangel på koagulationsfaktorer kaldes hæmofili eller von Willebrand sygdom. 

Der findes ondartede blodsygdomme (leukæmi). De omtales ikke her men under kræftsygdomme.

Hvilke undersøgelser skal dit barn igennem?

De fleste sygdomme kan bestemmes ved blodprøver, der tages fra armen.

Derudover vil vi lave en almindelig lægeundersøgelse.

I enkelte tilfælde kan det være nødvendigt at supplere med en knoglemarvsundersøgelse.

Hvordan behandler vi blodsygdomme?

Behandlingen afhænger helt af, hvilken sygdom og sværhedsgrad, det drejer sig om.

Ofte kan vi nøjes med at observere barnet uden egentlig behandling.

Det kan være nødvendigt med blodtransfusioner ved blodmangel eller medicin (fx koagulationsfaktorer), der kan mindske blødningstendensen.

Hvilken medicin skal dit barn have?

Behandlingen afhænger helt af, hvilken sygdom og sværhedsgrad, det drejer sig om.

Mange kan klare sig helt uden medicin, mens andre skal have blodtransfusion eller medicin hele livet.

Blodtransfusioner kan gives i ambulant, og anden medicin kan I selv give barnet derhjemme.

Skal mit barn indlægges?

De fleste blodsygdomme kan klares uden indlæggelse. 

Nogle få bliver indlagt til specielle behandlinger eller ved komplikationer.

Hvis dit barn skal indlægges, vil det ofte være kortvarigt. 

Hvad kan I som forældre gøre for at hjælpe på hospitalet?

Hvis dit barn skal indlægges, er det vigtigt, at der er en forælder med, som kan hjælpe med at pleje barnet.

Medicin, som gives direkte i en blodåre, skal gives af en sygeplejerske. Det meste medicin kan dog gives som tabletter eller mikstur, og det kan du som forælder give dit barn, eller dit barn kan tage det selv - også derhjemme.

Mere information

Danmarks Bløderforening: www.bloderforeningen.dk